På Fanø har vi mere end 100 etablerede foreninger. Vi tilbyder gode og velholdte faciliteter samt en unik natur, som vi er mange der bruger hver dag.

Foreningslivet på Fanø er fyldt med glæde, fællesskab og sjove aktiviteter. Her er der plads til alle, uanset om du elsker sport, musik, natur eller bare en god snak over en kop kaffe. Vi har fx vores egen fodboldklub, gymnastikforening, skiklub, roklub, vinterbaderforening, rideklub, biografforening og meget andet. Øens mange foreninger binder lokalsamfundet sammen og skaber et sted, hvor vi mødes, griner og deler interesser. Det handler ikke kun om aktiviteterne, men om at være sammen. Vi kender hinanden, og der er altid en hjælpende hånd og et smil.

Fanø Boldklub, foreningsliv på Fanø

sport

〰️

fællesskab

〰️

sammenhold

〰️

kultur

〰️

sport 〰️ fællesskab 〰️ sammenhold 〰️ kultur 〰️

fanø folkedanser forening

Fanø Folkedanserforening afholder danseaftener hver torsdag i Fanø Håndværker- og industriforening, hvor medlemmer mødes for at danse og hygge sig. Alle er velkomne. Her ledsages dansen af levende musik fra Fanø Spillemandsorkester. Man lærer desuden at danse Fanøs egne traditionelle danse; Fannik og Sønderhoning.

Fanø gymnastik og idræt

Fanø Gymnastik & Idræt (FGI) er en alsidig idrætsforening på Fanø, der tilbyder et bredt udvalg af aktiviteter for både børn og voksne. Foreningen har fokus på fællesskab, sundhed og bevægelsesglæde og drives af engagerede frivillige trænere og hjælpetrænere.

Her kan man gå til gymnastik fra man er helt lille (familieholdet) og videre i skolealderen og til man er langt oppe alderen til seniorgymnastik. FGI tilbyder desuden funktionel træning, CrossGym, Zumba Fitness, bordtennis, pickleball, floorball og yoga.

Fenja gruppe
Kfum Fanø

På Fanø har vi KFUM-Spejderne. Foreningen har eksisteret siden 1935. Har sin egen spejderborg og måske Danmarks smukkest beliggende spejderhytte ”Fenjagården”.
Spejderne på Fanø er meget ude i naturen, hvor øver de gode samarbejde og udfordrer sig selv og hinanden på ture, løb og lejre.

Der er mange grunde til at være spejder. Men for mange handler det om, at man oplever et unikt fællesskab gennem friluftsliv og udfordringer. Man tager på ture i ind- og udland, bliver klogere på sig selv og andre, og så lærer man at samarbejde, samtidig med at man får selvtillid til at klare sig på egen hånd.

Fanø sejlklub

For Fanø er det maritime liv lige så naturligt som tidevandet omkring øen. I Fanø Sejlklubs juniorafdeling kan man fra barnsben dyrke interessen for sejlsport og blive uddannet i ”godt sømandskab”.

I klubben fokuseres der meget på det sociale for alle de yngre sejlere. Og så lærer man selvfølgelig noget om sikkerhed om bord i vedligeholdelsen af båd og grej. Klubben har joller og udstyr til træningen og juniorafdelingens joller og ledsagebåde holdes af høj standard. Sejlere der ikke har egen båd, skal kunne leje båd af klubben, og der er en progressiv prispolitik, således at lejen for begynderoptimist joller ligger på et niveau, så der ikke bør værre en økonomisk hindring at begynde at sejle. 

judo Fanø

I Fanøs eneste dojo holder Judo Fanø til. Klubben tilbyder træning for alle fra 6 år og op. Judo er sjov motion og styrke træning for både sind og krop. I judoklubben kan man træne flere gange om ugen og blive mødt på hvilket som helst niveau.

fanø badmintonklub

I Fanø Badmintonklub er der både plads til øvede og nybegyndere. Udover selve spillet lægger klubben stor vægt på det sociale sammenhold mellem spillerne på tværs af årgange.

Klubben tilbyder god træning både til dem, som bare ønsker at spille for sjov, og dem der gerne vil være god. Der er træning for alle aldersgrupper helt ned til vores små miniton børn som kombinerer badminton med leg og motorisk udvikling.

Klubben har dygtige og kvalificerede ungdomstrænere på alle niveauer, med erfaring i at træne både nybegyndere, mere øvede og elitespillere.

fanø rideklub

I Fanø Rideklub kan man gå til ridning i rideskolen. Klubben er beliggende i Rindby i smukke omgivelser ikke langt fra skov og strand og der fokuseres på udvikling af en rig og mangfoldig rytterkultur med udspring i klubbens undervisning. Klubben råder over en ridehal samt en stor, flot anlagt udendørs ridebane, udendørs springbane og en mindre bane til longering. Endvidere er der fine muligheder for at ride ud i naturen på øens ridestier.

Fanø Rideklub arbejder på at skabe de optimale rammer for læring og oplevelser gennem hestesporten og for et berigende og stimulerende miljø for klubbens elever, undervisere og engagerede frivillige, der i høj grad vil tage aktivt del i udviklingen.