FAQs
Kan man bo på fanø hele året?
Sagtens! På Fanø bor der omkring 3400 fastboende i alle aldre. Fanø har et rigt kulturliv, foreningsliv og handelsliv, og meget af det har åbent hele året. Fanø har desuden 3 integrerede daginstitutioner og en skole der går fra 0. – 10. klasse. Efter folkeskolen kan de unge mennesker cykle til Esbjerg og fortsætte deres uddannelsesliv.
Er det ikke et problem med færgen?
Langt de fleste dage, nej. Færgen sejler med 3 overgange pr. time det meste af dagen og overfarten til Esbjerg tager blot 12 minutter. Som fastboer på Fanø får man mange fordele – årskort for gående til 1200 kr, returbillet for bil inkl. passagerer til 110 kr og Ø-bane/Ø-mærke der giver forkørselsret på færgen. Børn sejler desuden gratis med færgen.
På enkelte dage kan færgen være indstillet pga ekstreme vejrforhold, men det sker sjældent.
Er der ikke helt dødt på fanø om vinteren?
Nej, slet ikke! Om vinteren blomstrer foreningslivet og meget af kultur- og handelslivet har åbent hele året. Vinteren er mere rolig end sommeren, og det giver god mulighed for at komme hinanden ved og for at nyde naturen i fred og ro.
Hvilke jobmuligheder er der på fanø?
Der er mange forskellige måder at stykke sit arbejdsliv sammen, når man bor på Fanø.
1) Man kan finde arbejde lokalt på øen, fx i turistbranchen eller hos Fanø Kommune.
2) Mange arbejder i Esbjerg og omegn. Med den korte færgeoverfart kan man nå rigtig mange arbejdspladser indenfor 30–40 min.
3) På Fanø er der mange selvstændige, og der er gode muligheder for sparring, hvis man ønsker at starte noget op selv.
4) En del er også ansat i fx København eller i udlandet, og arbejder primært hjemmefra øen med 1–2 ugentlige arbejdsdage på deres respektive arbejdspladser.
kan man bo i fred og ro på fanø?
Man vælger selv hvor meget man har lyst til at engagere sig socialt på Fanø. Mange kender hinanden og nyder godt af det lille og nære lokalsamfund, men man kan også sagtens vælge at passe sig selv og sin egen hverdag. I turistsæsonen er der klart mange mennesker på øen og det giver en summen af liv over øen, men på de fleste villaveje mv. er der fortsat fred og ro i sommerperioden, og man lærer som lokal hurtigt, hvor der er gode spots uden mange mennesker.